Refleksioner 02

En af mine forcer er at blive ved med at prøve på at knuse et problem til det er løst. Det er både en styrke og en svaghed, vil jeg sige. Det er gået op for mig i løbet af det her semester.
En af farene ved det, er at man simpelthen kan køre død, blive udkørt, stirre sig blindt, og ikke komme særlig meget videre. En af bonusserne er at man som regelt kommer i mål. Sådan da.
Mine valgfag er, jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen, FULD af ormehuller. Det har været en jungle at forsøge at vide noget om alt hvad man bliver ridset af, på vej til en løsning som er bygget med it-sikkerhedsmæssige overvejelser og med fokus på microservices arkitektur. Det er jo enormt spændende, og det er samtidig også pisse langhåret.
Så i dag blev jeg klippet af min søde kæreste, og jeg tænkte at jeg måtte dele hvad der var gået op for mig.

Jeg lærer meget hurtigere, når jeg opskriver en liste af problemer og går videre til næste problem, når jeg kan mærke, at jeg har stirret mig blind på et andet.

Måske den næste åbenbaring går på, at jeg skal reframe "problemer" til at være "udfordringer".
Det er enormt givende for mig. Jeg har inden i dag siddet med et irriterende lille problem med hensyn til at gå fra Docker Compose til Docker Swarm i tre stive dage, og i dag, hvor det blev løst, stirrede det næste problem mig så i ansigtet. Jeg opskrev det, og gik ellers kirugisk frem. Det blev løst, det næste problem opstod, osv. osv. Jeg skrev alt hvad jeg skulle nå ned, og valgte at sige, at når jeg følte jeg havde stirret mig blind, så SKULLE jeg gå videre til et andet fokusområde. Og med den fremgangsmåde slutter jeg dagen i dag med en følelse af at have været enormt produktiv, selvom et af problemerne fra i formiddags, stadig hænger ved. Jeg er dog lettere om hjertet, for jeg skal nok komme i hu med det, og samtidig har jeg fået gjort så meget andet.
Fedt! Ny fremgangsmåde. Det tog mig godt nok lang tid om at komme til den.